Almost Perfect

Historien om lorten der ikke ville give slip.

2 Comments »

maj 1st, 2009 Posted 21:24

Der var engang en lort, der boede i en tarm i en meget meget tyk mave.

Livet var utroligt farligt for lorten, da den hver dag enten måtte holde fast i siden på tarmen eller sætte sig på tværs. At sætte sig på tværs var i øvrigt både farligt og ubehageligt. Lorten, som faktisk hed Jørgen havde set sin bedste ven Torben sætte sig på tværs, men desværre var den daglige sugekraft så stærk den dag, at Torben knækkede midt over og gik mod lyset. Det var en frygtelig dag, og siden Torben havde forladt ham, havde han ikke haft mod på at lære de andre at kende. Der var mange logerende, og få af dem blev i flere dage. Andre smuttede ligeså snart de kom. Men ingen var i stand til at bekæmpe den farlige sugekraft.

En dag sad Jørgen og sludrede med en af de få passerende. Det var en ung fyr, han var ikke høj, han var faktisk en lille lort. Dette var et stort problem for ham, og han følte sig nedtrykt. Jørgen forsøgte at trøste ham. Den lille lort hed i øvrigt Jimmi. Mens Jimmi og Jørgen sad og snakkede dybsindigt. De filosoferede over livet, græd over deres problemer og grinte af hinandens prutter.

Pludselig midt i det hele kom der en storm. Pis og lort fløj over de hele, eller man kan så sige, at tilfældet her var det kun lort, der fløj rundt. Jørgen greb fat i væggen og rakte hånden ud til Jimmi. Jimmis hånd var desværre så belortede, at han gled væk fra Jørgen. “Neeeeej”, råbte Jørgen. Han kunne høre Jimmis skingrende stemme råbe tilbage “hjjjjjjjjjjjææææææææææææælp”.

Plask – Bum – Bang

Der blev helt stille.

Jørgen var blevet efterladt igen. Alene med sine tanker. Alene med sin lugt. Alene. Han var træt af at miste, træt af at være bange, træt af at være alene.

De kommende dage var mærkelige. Der var ikke så meget lort omkring ham, og den daglige sugning tog ikke så lang tid, den var heller ikke så kraftig, som den plejede. Dette gjorde Jørgen nervøs. Var det dommedag, der var ham nær?

Pludselig så han noget, en slange af en art. Inden han vidste af det, sprøjtede der vand ud over det hele. Jørgen kunne ikke holde fast, han blev skyllet fra den ene side til den anden. Pludselig kom der en sugekraft, der var større end normalt. Der var intet at gøre, han blev suget ind i slangen og ud mod lyset.

BANG – PLASK – CRASH

Der var så meget lys, at det gjorde næsten ondt. Derefter blev Jørgen smidt ned i en rist ned til en kloak. Her var der så meget pis og lort, at det næsten virkede uvirkeligt. Det var fantastisk!!!

Nu havde han masser af venner og intet at være bange for.

Og tænk engang, han havde ikke turde at give slip før. Det var da tåbeligt.

Posted in Ikke kategoriseret

Man kan altid se, hvad de andre gør forkert…

No Comments »

februar 9th, 2009 Posted 09:26

Det er en sjov ting, når man gør sig klog på andres vegne. Jeg synes altid, at jeg kan se, hvad de andre gør og ikke gør, og hvad de burde gør. Men af en eller anden grund, så glemmer jeg, hvor svært det er.

Jeg er typen, der planlægger fremtiden. Jeg skal helst vide præcist, hvad der kommer til at ske. Lige pt. går jeg rundt med ondt i maven. Spørgsmålet er vil det hjælpe at flytte tilbage? Er det fordi jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske? Eller er det frygten for, at det ikke bliver, som jeg vil have det?

Det er alt sammen rodet i mit hovede, men belutningen skal jo ikke tages lige nu. Så jeg kunne jo bare tage det, som det kommer.

Hvorfor er det så svært for mig?

Jeg ender selvfølgelig med at gøre det, som jeg synes, at alle andre gør forkert. Med en viden om at jeg ikke burde gøre det, så gør jeg det alligevel…. Irriterende….

Posted in Ikke kategoriseret

De svære valg…

2 Comments »

februar 8th, 2009 Posted 21:58

Jeg kan sidde med en fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være. Jeg har et valg, og jeg kan ændre tilværelsen. Men hvad hvis jeg får den fornemmelse igen? Så kan jeg vel vælge det tilbage? Nej, det vil blive for kompliceret.

Hvornår ved man, hvilket valg der er bedst?

Man får råd og vejledning fra alle. Men det er ikke de mennesker, der har løsningen. Det er heller ikke mig, der har løsningen.

Jeg søger løsningen hos en, som ikke ved hvad løsningen er. 

 Hvad gør man så?

Posted in Ikke kategoriseret

Nye ansatte i kommunen

No Comments »

januar 22nd, 2009 Posted 17:08

Så finder man sig selv siddende i byrådssalen, hvor det let kan ses, at indretning har en høj prioritet. Jeg synes det var spild af tid at sidde der. En overordnet fortalte om kommunens værdier og visioner. Jeg brækker mig, hvad skal jeg bruge jeres salgstale til? Åhh, der skal være plads til forskellighed, der skal være gensidigt respekt… jaja flot I kan jeres hurra-ord. Oven i det så sidder der en eller anden højrøvet dame, som kan lide at høre sig selv tale. Hun fortalte alt mellem himmel og jord og diskuterede og gav kritik. Mine tanker kunne kun sige en ting….HOLD NU KÆFT SÅ VI KAN KOMME HJEM.

Jeg hader at blive pålagt til at lytte til sådanne nogle ignorante og arrogante mennesker. (Hvis det altså er muligt at være begge dele på samme tid).

Savner min kæreste

No Comments »

januar 21st, 2009 Posted 19:58

Jeg har verdens dejligste kæreste…..

Posted in Ikke kategoriseret

Hvornår kommer der ro på?

No Comments »

januar 19th, 2009 Posted 21:38

Jeg sad på Facebook i dag, som jeg alle dage gør, men i dag blev jeg spurgt af en gammel bekendt, om der var kommet mere ro på. Kommet mere ro på? Tænkte jeg. Det fik mig til at tænke tilbage på de sidste par år.

I 2006 sprang jeg ud som lesbisk. Dette medførte, at jeg ikke alene måtte slå op med min daværende kæreste gennem 5 år, men jeg måtte flytte og stå på egne ben for første gang. Inden da havde jeg selvfølgelig en kæmpe krise omkring min seksualitet. Jeg tog først til Thailand med min daværende kæreste, 3 lange uger, hvor jeg var håbløst forelsket i en pige, som jeg havde haft en affære med i juli måned.

Denne pige valgte selvfølgelig at blive hos sin kæreste i England, hvor de boede. Min tur til Thailand og inden da England gav selvfølgelig en telefonregning, som min su ikke kunne række til.

Jeg kom hjem fra Thailand d. 21. august og tog direkte på seminariet, hvor jeg skulle starte på 4. årgang. D. 23. august kunne jeg ikke længere holde ud at være hjemme hos kæresten og valgte derfor at gør det forbi.

Jeg blev boende, tog til NY på studietur (hjalp ikke på økonomien) og fik besøg fra England. Flyttede af og til hjem til veninderne og tilbage til ham… Forvirret, forelsket i en pige og ulykkelig.

D. 18 dec. var jeg faldet i snak med en ny pige fra Århus, som jeg skulle møde. Jeg valgte derfor langt om længe at flytte fra min ekskæreste. Det var en hård tid, han var god ved mig, selv da jeg havde slået op. Han forsøgte stadig at hjælpe mig økonomisk, da jeg havde sat i for meget gæld. Men min skyldfølelse og forvirring hjalp mig med at tage skridtet (og for ikke at nævne samtlige veninder). Mine forældre hjalp ikke. De ønskede kun at jeg blev hos ham…

Min forelskelse for den engelske pige dulmede stille hen, da jeg mødte den ny pige fra Århus. Vi sås nogle gange, og jeg besøgte hende selvom min økonomi ikke brød sig om billetter fra Kbh til jylland. Hun valgte at droppe mig i januar måned i Århus kl. 22 en lørdag aften.

Forvirret og trist til mode med en bakterie på lungen forsøgte jeg at kæmpe mig videre i livets gang. Uden penge og med et dødssygt ikke motiveret gen til en uinteressant bachelor, fik jeg langt om længe tilbudt job på en skole. Her kunne jeg undervise, mens jeg læste. Det gjorde jeg så. Jeg tjente penge og kunne igen have råd til mad, smøger og en bus billet istedet for cykel eller tog uden billet.

Den 24. marts skulle jeg på date. Det var en fiasko, men en god veninde slæbte mig videre i byen, hvor jeg ved første øjekast blev varm og glad. Her kom en ny pige nemlig til syne. Jeg kyssede med den nye pige hele natten. Kl. 10 næste morgen tog vi hvert til sit, jeg havde migræne og ikke mere medicin. Lå syg hele dagen og skulle aflevere bachelor næste morgen. Langt om længe fik jeg ringede til vagtlægen.

Næste morgen afleverede jeg min bachelor, for kun at opdage at jeg afleveret en kladde. Shit…

Månederne gik og jeg blev mere og mere glad for denne pige. Jeg flyttede bolig efter et skænderi og knoklede for at læse til eksamen, have tid til denne pige samt bibeholde min vennekreds. For kun at finde ud af at hun havde en anden kæreste samtidig. Mit liv lå i ruiner. Overskuddet manglede. Jeg tilgav. Eksamenstiden kom. Jeg dumpede min bachelor. – Udskød derfor min engelsk eksame.

Det blev sommer, jeg skrev en ny bachelor. Jeg knoklede. Det blev august, og min nye pigekæreste og jeg valgte at flytte sammen. Vi skændtes meget og mange mennesker fyldte vores forhold med problemer. Det blev d. 26. august, min kæreste og jeg tog til priden. Vi havde et skænderi pga. en ekskæreste, som fik mere opmærksomhed end jeg. Hun slog op med mig den nat. Mit liv lå i ruiner igen.

I 2 uger ventede jeg på svar, da hun var i tvivl. Så fandt vi sammen igen. Vi skændtes stadig meget. Alle disse mennesker, som kaldte sig for venner til hende var til gene i vores forhold. I januar 2008, uge 2, gik jeg til eksamen i bachelor og bestod. 2 dage senere slog hun op igen, men var i tvivl igen.

Jeg nægtede at vente denne gang. Med hjælp fra venner flyttede jeg straks. Efter 2 uger var hun stadig i tvivl, men hun elskede mig, sagde hun. Jeg tog i byen og var vred. Havde fået nok! Kyssede med nogle andre. Hun kom tilbage. Vi fandt sammen og fandt en løsning på de evige og endeløse problemer. Månederne gik, jeg tog min sidste eksamen og blev uddannet skolelærer.

Tiden var fantastisk.

Hun fik tilbudt job i jylland, valget var mit. Skal vi flytte?

Vi kommer væk fra de mennesker, som ikke længere er et problem, men som findes. Jeg svarede “ja”.

Hun flyttede først. I 2 måneder pendlede jeg frem og tilbage. I oktober 2008 fik jeg job i jylland og sagde farvel til mit fantastiske job i Herlev, og hej til mit nye liv.

Jobbet i Vejen var ikke hvad jeg ville. Jeg søgte videre. I januar 2009 startede jeg det nye sted. Jeg laver ikke hvad jeg ville. (Endnu) Men har det godt.

Mit private liv fungerer fantastisk. Det var det værd.

Nu venter jeg bare på, at jeg ikke længere er ny på jobbet, og at jeg laver det jeg brænder for. Jeg mangler kun at falde 100% til på arbejdet, det er der, jeg vil være.

Er der kommet mere ro på ?

BLOG

1 Comment »

november 2nd, 2008 Posted 00:45

ER VED AT LÆRE DET HER BLOGSKRIVNING

Posted in Ikke kategoriseret

Undskyld skat – Jeg elsker dig.

No Comments »

november 2nd, 2008 Posted 00:23

I går var jeg til 80 ´er fest i Vejle. Jeg troede, det var en “koncert”, som foregik i en hal eller noget. Det var det ikke. Det var ved en scene, hvor man stod og dansede og sang med.

Når man kender mig, tror man, at jeg er en af dem, som fyrer den max af. Man tror, at jeg hopper og skråler til musikken. Man tager let fejl.

En slags panik går igennem min krop, når jeg er med til sådan noget . En følelse af, at jeg ikke hører til. Jeg finder altid mig selv stående til sådan nogle arrangementer med en følelse af ,at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min dejlige kæreste elsker at hoppe og skråle med armene i vejret og benene i luften. Jeg er misunderlig over hendes måde at give slip på sig selv. At være i stand til at lade musikken styre det hele. At slippe for tankerne og bare leve i nuet. Jeg, derimod står der bare. Ser lidt sur ud..tror jeg. Kigger omkring for at se, om jeg kender nogen, bare fordi det hele er akavet.

Jeg vil virkelig ønske, at jeg kunne skråle og danse med… men min krop vil bare ikke…………irriterende.

Min dejlige kæreste, som passer på mig, beskytter mig, og som ønsker mig det bedste, tror straks at jeg er ked af noget. Hun stopper op, for at spørge om jeg er ok.  “Jeg er ok skat, dans du bare videre”.

Vennerne har dannet en cirkel, det er svært for hende at komme ind i den. Hun føler samtidig et ansvar overfor mig. Hun vil ikke have, at jeg står der alene. Jeg kan se frustrationen og skuffelsen i hendes øjne. De små rynker, som kommer til syne mellem hendes øjne, når hun er trist, er der.

Jeg bliver ked af det, får ondt i maven, bliver sur på mig selv. Bliver bekymret om, hun ikke vil have mig med fremover.

Vi bliver uvenner. Jeg bliver sur. Jeg går. Jeg råber og skriger. Jeg gider ikke være der. (Siger jeg….. men i stedet ønsker jeg bare, at jeg levet i nuet).

En ældre herre forsøger at skåle med mig. Han fatter ikke, at han skal skride af helvedes til. Han bliver ved, han forsøger at være sjov…. Jeg flytter min øl væk fra hans skålende hånd. Han forsøger stadig. (Hvorfor er folk så ignorante i gang i mellem…..SKRIIIIIIID, tænker jeg).

Min kæreste og jeg bliver gode igen. Jeg har herre dårlig samvittighed. Hun er en god kæreste. Den bedste. Og jeg … gang på gang skal flejne, eller overdramatisere det hele…

 

Undskyld skat. Jeg elsker dig.

Tags: ,
Posted in Kærlighed

Indskolingen….

No Comments »

oktober 30th, 2008 Posted 22:27

Jeg kan af og til sidde med en følelse af, at jeg ikke burde have valgt denne uddannelse.

Når man i radioen hører Morgenhyrderne fortælle, hvordan en dagplejemor stilles op som en Hollywoodstjerne, for at andre skal få lyst til at have “denne beskæftigelse”, og man så sammenligner dagplejemødre med skolelærere, kan jeg godt bliver lettere…..forvirret måske????

Hvis det er måden, man reklamerer med den beskæftigelse, hvordan reklamerer man så med uddannelsen : SKOLELÆRER…..- OG INDSKOLINGEN

Jeg har det…..:

Keder du dig, når du har fri fra arbejde? Synes du, at det er irriterende at have en stemme, som er velfungerende? Synes du, at det er irriterende at være i stand til at kunne høre? Mangler du rynker og grå hår? Vil du ønske at din taske var tungere? Savner du mere rod i hjemmet? Savner du at have flere projekter kørende uden at have tid til at afslutte dem? SÅ BLIVE LÆRER…..

Her sikrer du dig en evig dårlig samvittighed. Du får rig mulighed for at skifte stemme i løbet af dagen. Din hørelse falder, så du kan sove om natten. Dit ansigt bliver markeret, på en forunderlig måde. Du får prøvet en ny hårfarve af. DIn ryg begynder at bøje forover. Du markerer din plads i hjemmet. Og stress sikrer dig langvarige sygdomme……..BLIV LÆRER….Det er en fandens til udfordring.

 

Det er ok at være lærer. Men indskolingen er ikke lige mig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg ikke kun var faglærer i klasserne. Men jeg kommer ikke hjem med en fornemmelse af, at jeg har gjort en forskel. Jeg bruger min tid på at skælde ud, tys på elever, undervise, forberede mig og finde ud af de mange regler, der findes i indskolingen.

Jeg har før hørt, at man får sin løn som lærer, når man får ros af elever. Jeg må indrømme, at jeg får en ligegyldig følelse i kroppen, når en elev i 2. klasse giver mig et kompliment. Elever i 2. klasse kan lide alle. De synes at alle gør det godt, og om ik andet, hvis de ikke synes det, siger jeg bare til dem, at de skal synes det, og så synes de det. Det er jo en ligegyldighed.

Jeg er glad for at prøve dette. Det giver mig redskaber, som jeg senere kan bruge. Det giver mig tålmodighed. Og oveni det, så lærer jeg hvad børn er i stand til. (Når jeg engang får børn, kommer det ikke som et chok….)

Der er nogle enkelte fag, som jeg kan lide at have i indskolingen. N/T og kristendom og historie. Jeg er spændt på min egen mening om et par måneder… Jeg har en tendens til at være ambivalent….

Den sociale arv

No Comments »

oktober 5th, 2008 Posted 18:34

Før i tiden var jeg af den overbevisning, at den sociale arv gav os lærere et indblik i elevernes fremtid.

Men i dag har jeg genovervejet den tro. Et simpelt telefonopkald ændrede mit syn. Et opkald med en beruset mor, som forsøger at trykke på min samvittighed.

I stedet sidder jeg og undrer mig over, hvordan alkohol kan ændre ens personlighed. Hvordan man i gennem flere års misbrug giver liv til et monster, som i sidste ende overtager ens krop og bevidsthed, så man ikke længere har kontrol. Et monster, som man ikke selv er bevidst om, man ved ikke længere, hvem man er, hvad man gør, og hvem man sårer. Man fyldes med egoisme og selvmedlidenhed.

Andre kan ikke længere hjælpe, det er ens eget ansvar. Men hvordan hjælper du dig selv, hvis du ikke forstår dit misbrug? Erkendelse er et ord, man bruger. Kan man erkende noget, man ikke selv kan se?

Jeg, som datter af to med et fælles misbrug, jeg, som er medmisbruger uden at ønske det, siger STOP. Jeg vil ikke være medmisbruger. Jeg vil ikke skuffes. Jeg vil ikke falde i i den sociale arv. STOP!

Jeg har et valg. Jeg vælger dem fra.

Posted in Den sociale arv